Oprindeligt skrevet til Momkind.dk 

Forældreskabet er noget af det største, man kan opleve, men billedet af, hvad det vil sige at blive mor, er for ensidigt. Alt for mange mødre bliver derfor væltet bagover og føler sig alene med ængsteligheden, usikkerheden og tvivlen, der naturligt følger med sådan en livsomvæltning. Folk siger, det bliver hårdt, men på overfladen ser det alligevel let ud for andre at blive forældre. Tavse barnevogne på gaden med latte-sippende forældre og lykkelige babybilleder, der overstrømmer de sociale medier, stemmer ikke helt overens med virkeligheden derhjemme.

Det utopiske mor-ideal

I vores kultur er ideen om ”en god mor” en meget ensidig fortælling, og den rammer en nybagt mor med et massivt forventningspres, fra den dag hun føder. ”En god mor” bliver i vores kultur ikke blot beskrevet som en, der kan tage sig af sin baby. Forventningen handler også om at være konstant glad og lykkelig for sin nye situation, kunne have et social liv – både inden for og uden for sociale medier –, holde orden i hjemmet, være kærlig, omsorgsfuld og helst aldrig vred, være en sexkilling om aftenen og derudover være fuldstændig opdateret på Sundhedsstyrelsens anbefalinger omkring babypleje – og ikke mindst praktisere disse til punkt og prikke. Altså et menneske med overskud. En åbenlys fejlslutning, hvis man kigger på, hvad en nybagt mor har været igennem af graviditet, fødsel, ammeopstart, kropslig og identitetsmæssigt omvæltning, oveni at skulle passe en baby. Efterfødselstiden er derfor per definition en periode med mangel på overskud, hvor det er helt normalt at være lige så forvirret og usikker som glad og lykkelig. 

Man taler ikke om de svære følelser

Det første problem ved mor-idealet er, når det i normen forventes, at man konstant skal være glad og lykkelig for sin nye situation. For følelser er ikke konstante størrelser. De er dynamiske. Med en stor livsomvæltning VIL der opstå tvivl, angst og usikkerhed sideløbende med glæden, da vi er uden for vores komfortzone og afprøver noget nyt. Det er helt normalt. Kombineret med hormoner, hvis formål er at gøre mødre modtagelige for babys signaler, vil sådan en livsomvæltning være ekstra følelsesladet.

Så når det fantastiske festfyrværkeri kun kommer i glimt, og der er lige så mange følelser af afmagt, angst og usikkerhed, bliver hun i tvivl, om det er ”den rigtige måde” at have det på. Kulturelle normer og diskurser, som ”en god mor”, har en utrolig magt over, hvordan vi tror, vi burde være. Derfor er det svært for nybagte mødre, at tale med andre om følelserne, der ikke indgår i normen. De risikerer nemlig at falde udenfor normen ”Den gode mor”. Og hvad er man så? ”En dårlig mor?” Så når hun mærker tvivlen om sin egen formåen, sin identitet og usikkerheden over, hvordan man overhovedet er ”en god mor”, bliver hun tavs. Men med tavshed kommer skam og ensomhed. Vi bliver altså nødt til at inkorporere alle nuancer af følelseslivet i ”den gode mor”, ellers forbliver nybagte mødre ensomme og skamfulde i de svære, men helt naturlige, følelser.

Redigérbare fællesskaber fortæller ensidige historier

Vi befinder os i en radikal modernitet, hvor fællesskaberne er gået fra de gamle, tætte landsbysamfund, hvor ordsproget “it takes a villages to raise a child” kommer fra, til nye, hurtigtudviklende, hurtigtskiftende og mere distancerede fællesskaber, hvor kontakten primært går via onlinemedier. De gamle landsbyfællesskaber var top-tunede til at forberede kommende mødre på forældreskabets livsomvæltning, da de så andre grædende mødre, så deres kamp med ammeopstart, duppede deres blødende bryster, og hjalp hinanden med børnepasning, de huslige pligter og deslige efter fødslen. 

De nutidige fællesskaber er i stedet blevet redigérbare, og der er en forventning om, at forældrene klarer ærterne selv, inden for husets fire vægge. Vi bestemmer selv, hvad vi vil vise frem – og som det sociale væsen mennesket er, viser vi de ting, der går godt. Men det bliver en selvforstærkende effekt. Vi vil gerne passe ind i flokken, og få bekræftelse på at vi er ok, så når mødre ser glade babybilleder på Instagram eller Facebook, er det dét, de selv poster. Overskudsbilleder lægges op i flæng. Dermed skabes lynhurtigt de ensidige billeder af moderskabet. Det er nemlig dét, vi rent faktisk ser, og er vidne til, og ikke det vi hører, der har den største indvirkning på, hvad vi lagrer som “sandheder” på den indre skærm. 

De kommende mødre har måske familie og gode venner, der fortæller ærlige historier, når de er på barselsbesøg og kaffen er stillet frem, men de er ikke vidner til disse historier længere. Da de gamle fællesskaber opløstes, tog sundhedsvæsenet nemlig over. Men med årelange beskæringer er forberedelsen indskrænket til et slattent powerpoint og minimal tid på hospitalet efter fødsel, så nybagte forældre nu står fuldstændig uforberedte på det, der møder dem. Og værre endnu: De står uden et fællesskab, der kan hjælpe dem i efterfødselstiden, både, når der ikke er hænder nok, og når de mentale udfordringer rammer. Forældreevnen falder, når familien på denne måde lukker sig om sig selv, da konsekvensen bliver ensomme og stressede forældre. Der er brug for netværk omkring familien. 

De ærlige fællesskaber opløser skam og ensomheden

Den bedste medicin mod skam er åbenhed og fællesskab. Det er svært at gøre alene, så der er brug for ærlige fællesskaber. Julie Lahme, Cana Buttenschøn og Sofie Linde har banet vejen, og appen fra Jegermor og det online fællesskab fra Momkind er stærke bud på at starte en ny fællesskabsfølelse hos nybagte mødre. Der er brug for plads til fortællingen om usikkerheden, tvivlen, identitetskrisen og de mange bekymringer. Min pointe er bestemt ikke at slette den gode historie om lykke og meningsfuldhed, for den har lige så meget ret og sin egen ærlighed i de glitterfyldte stunder, hvor alt går op i en højere enhed. Men billedet skal blive mere nuanceret. Mit håb er, at forældre bliver meget bedre til at rumme hinanden og gå hinanden i møde. Også uden for de sociale medier. At de kan spørge venner og familie om hjælp – og få hjælp, før de beder om det, i de første måneder af det nye forældreliv. At det bliver en kendsgerning, at nybagte mødre også bliver usikre og tvivlende og har brug for flere hænder end blot dem, der bor sammen med barnet, for ”It takes a society AND good friends, to raise a child”.