mor med baby på ferie

5 ideer til ferie med børn eller baby – så du ikke behøver ferie bagefter

Mar 27, 2024

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at de fleste forældre til babyer eller småbørn ofte føler sig trætte og udmattede EFTER en ferie – der kunne næsten være brug for ferie efter ferien.

Der er jo virkelig fuld fart på, og der er konstant noget at se til og hjælpe til med. Især som mor er man konstant i et højt aktiveret nervesystem; hjernen skanner hele tiden efter fare og “noget at gøre” for at forhindre det. Antennerne er ude, så man opfanger med det samme selv de mindste tegn på at ens børn har brug for en hjælp.

Deres gråd kan være som knive i brystet der aktiverer på et split sekund aktiverer “Gør noget!! NUUUUU!!”-knappen i kroppen.

Bottom line: Der er sjældent meget “hængekøje med en god drink og en bog”-stemning på ferier med børn. Så hvordan kan man sørge for at få feriefølelsen, også kendt som restitution, i sin egen krop, samtidig med at man sørger for sit barn?

Her er 5 tips til en ferie som mor eller far, ud fra den compassion-fokuserede terapeutiske tilgang, som jeg synes er så evigt givende som forældre. Men alle er forskellige, så brug bare dét, der giver mening for dig, og lad resten fare.

1) Giv dig selv lov til at have det, som du har det – og det samme gælder dine børn.

Første og faktisk mest udfordrende trin af de 5, er at anerkende følelser og behov, som de er. Vi forventer ofte, at “nu skal vi rigtig hygge os!”, fordi det er ferie, men børn har ikke altid den indstilling – de er som de er, og deres humør kan svinge. Indstil dig på, at intet altid går som planlagt, men at det alligevel altid er godt at have en plan (og snacks).

Det er vigtigt at have medfølelse overfor dig selv: Det er okay ikke altid at være en legende forælder, det er okay at blive utålmodig, og det er okay at gråden er svær at stoppe. Anerkend, så godt du kan, at du gør dit bedste, og at du ikke kan være super-forælderen, som kan dække alle behov til alle tider.

Det er en erkendelse af, at du er et menneske, og at du ikke kan være perfekt hele tiden. Det er også en erkendelse af, at det er vigtigt at prioritere og træffe valg, der ikke altid er baseret på børnenes præmisser, for at få hverdagen til at fungere. Det er ikke kun dit barns ferie, det er hele familiens ferie, og børn elsker det, når deres forældre også har det godt.

2) Prioriter Selvpleje i det små: Små Pauser, Store Gevinster.

I hverdagen med børn opstår der en gang i mellem muligheder for små pauser, enten fordi din partner er sammen med dem, eller fordi de leger selv eller sover. Selvom telefonen eller huslige pligter kalder på dig, så prøv i stedet at bruge bare 15 minutter på noget hyggeligt for dig selv.

Kig ud ad vinduet med en kop the eller hav en god bog eller en beroligende meditation klar, så du hurtigt kan slappe af med rare eller neutrale tanker. Undgå telefonen, da den kan minde dig om ting, du “burde gøre”, eller bombardere dig med indtryk og sætte tankemylder i gang. Bare 15 minutters selvpleje et par gange om dagen kan give dig energi til resten af dagen.

mor stress ferie meditation

Hvis dit barn har kolik, refluks eller bare ikke sover af andre grunde, så du konstant er på, er det ekstra vigtigt, at din partner eller en anden hjælper med at give dig disse 15 minutters pauser – og at du ikke bruger dem på dårlig samvittighed over at tage tid til dig selv. Det er så vigtigt at få små energiopladninger i løbet af dagen, for du har brug for energien, når du kommer tilbage til dit barn.

3) Planlæg aktiviteter, som du selv synes er skønne og ferie-agtige.

I ferien kommer man ofte til at planlægge ud fra børnenes ønsker, behov og muligheder, eller dagene går så hurtigt, at man ikke når at få planlagt noget. Så skal man til at finde på ting og planlægge dem, mens man bliver “hevet i” af børn, lyde og opgaver, og ja, dét er svært at holde sin stamina og tænke klart i de situationer.

Så hvis du normalt godt kan lide at bage, male, tage i skoven, på museum, i biografen mm. Så prøv at være kreativ og planlæg sådan en aktivitet, så det er muligt, også selvom du har børn med. Det sværeste her, er at sætte ambitionerne og forventningerne til succes ned. Du skal gøre dig beredt på at blive afbrudt mange gange undervejs eller slutte aktiviteten før du havde tænkt. Men nogle gange vil du blive overrasket, og aktiviteten vil falde i alles smag.

Her er lidt eksempler på hvordan du kan gøre:

Gør fx bage-/malegrejet klar aftenen før (især dit eget), så det er lige til at gå til, når I skal bruge det.

Køb en bæretaske (kan findes billigt på dba), så baby kan komme på ryggen under en vandretur

mor med baby i bæretaske på vandretur på ferie

Led efter børnebio eller babybio, hvor barnevognen kan parkeres, eller lav biografstemning derhjemme.

Gør museumsbesøget kort så baby/børn stadig kan være med, og du stadig får lidt ud af det, selvom det ikke er, som det plejer uden børn. Er børnene lidt større, så vælg et museum med en børneafdeling, som bliver “belønningen”, når I har gået lidt i voksenafdelingen. Forbered dig på, at det måske bliver et dyrt besøg, fordi det afbrydes hurtigt, men at du i det mindste kom derhen.

Hav tasken proppet med snacks, så det ikke er dét der står i vejen;) Bare små doser af dine yndlingsaktiviteter, kan lade dig op til tid bagefter på børnenes præmisser.

4) En måde at være nærværende, men at lade op på under leg: Læg dig ned, mens baby/barnet leger

Dette lyder som et meget simpelt trick – og det er det også. For det lidt større barn, inviterer det til lege, hvor du ligger ned – og hvem har ikke brug for det, med søvnmangel i bagagen? Doktor, soveleg, masage-leg, gemme dig i en bunke af bamser osv. Find selv på flere.

I fht baby, viser det, at du er i nærheden, mens baby udforsker legetæppet, øver sig i at trille osv. Legen styres af barnet, du behøver ikke finde på. Bare fysisk være.

Vigtigste pointe er, at du viser dig selv og dit nervesystem, at du godt må slappe af i dit barns nærvær. At du er til rådighed, men ikke er i høj-arousal, hvor du hele tiden skal gøre noget og være aktiv.

Sekundære pointe er, at dit barn ser, at du lytter til dit eget behov og giver dig selv plads, mens du også passer på ham/hende og giver tryghed med dit kærlige, rolige nærvær.

5) Sæt Realistiske Mål: Balancér Praktiske Opgaver og Familiens Behov

Når vi holder ferie derhjemme, får vi ofte lyst til at lave praktiske ting (ved boligen, rydde lidt ekstra op, ordne have/altan, osv.). Og det er jo helt fint. Men ofte undervurderer vi behovet for nærværet, hjælpen og hyggen med børnene, så vi overvurderer hvor meget vi egentlig kan nå på en dag. Og det stresser os kontinuerligt igennem en dag, hvis vi har sat for mange gøremål på den indre – eller ydre – to do liste.

Så prøv kun at sætte ét “todo-mål” for dagen, som ikke har med baby eller selv-omsorg at gøre. Klap dig selv på skulderen, hvis du får lavet bare denne éne ting udover de almindelige gøremål fra hverdagen, som at give dit barn mad og tøj på. Der er nok at gøre ved bare at være sammen i familien og få dagen til at glide.

Og så føles det meget bedre at føje punkter til, end ikke at nå det, man troede man kunne.

Jeg håber du får en restituerende ferie med masser af åndehuller. Vil du have flere tips, så tilmeld dig mit nyhedsbrev som giver dig energi-boost hver 14. dag.

Kærlig hilsen Anne Rom

[ba_advanced_divider active_element=”text” use_shape=”on” shape_color=”#00310B” _builder_version=”4.19.1″ _module_preset=”default” background_color=”#F3FFEB” global_colors_info=”{}” _i=”0″ _address=”3.0.0.0″ /]

Flere blogposts til dig

Den glemte mor-intuition

Den glemte mor-intuition

– At lytte med hjertet og ikke kun med hjernen En klient beskrev for mig, hvordan hun var blevet rådet af...

0 Comments

Submit a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Subscribe To Our Newsletter

Join our mailing list to receive the latest news and updates from our team.

You have Successfully Subscribed!