– At lytte med hjertet og ikke kun med hjernen

En klient beskrev for mig, hvordan hun var blevet rådet af sundhedspersonalet til at lægge sit barn til brystet og fastholde dets hovedet, også selvom det græd og ikke havde lyst til at gribe om brystvorten. Hun havde søgt råd, fordi hun gerne ville af med de ammebrikker, hun havde fået uddelt på hospitalet et par måneder tidligere. Hendes søn ville absolut ikke amme uden dem, men hun ønskede så inderligt en amning uden.

Fagpersonen havde sagt, at hun bare skulle holde fast, og at baby måske ville græde i 20 minutters tid, mens hun prøvede at lægge ham til uden ammebrikker, og det var helt ok. Men det føltes bestemt ikke ok, da hun prøvede. Det føltes som et overgreb. Så hun droppede det og lod ham fortsat amme med ammebrikkerne.

Hun kom til mig et par måneder efter med en nederlagsfølelse over ikke at have prøvet hårdt nok og af at have fejlet, fordi hun ikke havde kunnet lade barnet græde ved brystet så længe, da han tydeligvis ikke havde lyst. En nederlagsfølelse, der er så langt fra den stolthed, hun alternativt kunne føle over faktisk at have lyttet til sit barn.

Hun havde jo reageret ud fra sin mor-intuition, der fortalte hende, at det ikke var ok at fastholde ham og lade ham græde og kæmpe for at komme væk fra brystet, selvom sundhedspersonalet havde givet grønt lys (sikkert i bedste mening og med ønsket for amningen for øje). En stolthed, hun ikke kunne føle, fordi hun, som de fleste andre mødre ikke turde stole på, at mor-intuition er ligeså gyldig, hvis ikke mere gyldig, end en udefrakommendes velmenende råd.

Denne historie er blot én ud af mange, som fortæller mig, hvordan vi pga. en samfundsretorik får lokket hinanden væk fra vores egen mor-intuition, og fremmer tvivlen hos forældrene.

Mor-intuitionen er ikke en stråleklar fornemmelse man “har”, men mere noget man “gør” med sin baby. Den der intuitive følelse af, at der altså er noget galt, selvom alle omkring siger ”Næææ, han ser da glad og tilfreds ud”. En mor-intuition kan fortælle om en bestemt metode virker eller ikke virker – uden præcis at kunne forklare hvorfor. Den er ikke altid tydelig. Tvivlen er en trofast følgesvend. Og derfor er det endnu vigtigere, at den bliver bakket op om fra det omgivende miljø.

En anden klient, udtrykte det på denne måde: ”Det er dilemmaet mellem, hvad mit hjerte fortæller mig, og hvad statistikkerne anbefalede mig. Min krop skreg på at sige stop, men jeg sagde ja.”

Helt videnskabeligt er mor-intuitionen moren og barnets nervesystem, som er forbundet via spejlneuroner og kemisk kommunikation via sanserne. Morens ”antenner” er fine-tunet til lige netop sit eget barn, og hun genkender selv de mindste ændringer i babys udtryk allerede kort tid efter fødslen og visa versa.

Moren bærer på så meget viden om sit barn, men det er næsten umuligt for hende at stole på, når udefrakommende har hævdet at være eksperter på, hvordan et barn skal sove, spise og udvikle sig.

Statistikker og gennemsnit er vigtige at have, men de er jo altid skabt på baggrund af et meget varieret person-materiale. Det vil altså sige, at der er ofte ligeså mange, der falder uden for et gennemsnit, som der lander på et gennemsnit. Hvis man ikke anerkender bredden af variationen bag et gennemsnit, altså forskellighederne på de folk, der har været baggrund for statistikken omkring gennemsnittet, glemmer man at ”tillade” folk at være forskellige.

Og det her er ikke en bebrejdelse af sundhedsvæsenet, for det er jo deres job at forholde sig til gyldige statistikker, og en del faggrupper fremhæver faktisk vigtigheden af morens egen viden om barnet. Men som narrativ terapeut, er jeg optaget af, hvordan vi som sundhedspersonale har en stor iboende magt i vores udtalelser. Og denne magt bliver endnu større, når samfundsretorikken, både indenfor og udenfor sundhedsvæsenet, sætter værdien af videnskaben foran morens intuition og hendes egen subjektive viden og oplevelse med sit barn.

Det er næsten blevet en uudtalt lov, at jo mere faglig og evidensbaseret viden, du kan bakke en beslutning i dit moderskab op med, jo bedre. Det tager mødrene ud af relationen til barnet og ind i en relation til videnskaben, der umyndiggør deres mor-intuition. Hvilket ofte resulterer i, at hverken personalet, eller moren selv, tør lytte til den, som faktisk er ultimativ ekspert på barnet: Nemlig moren (eller faren, hvis han er primær omsorgsperson).

Enhver mors historie er forskellig, fordi alle børn og mødre er forskellige. Men i stedet for at give dette plads og anerkendelse bliver faglig viden og erfaring desværre ofte den højeste målestok – og hvor skulle førstegangsmoren have erfaringen fra, i et samfund, hvor hun ikke har set, hvordan man passer og plejer et spædbarn, før hun selv står med et i armene?

Når en hektisk hverdag får sundhedspersonale til at glemme den vigtige mor-intuition, så bliver faglig stolthed til stædighed. Og morens fantastiske intuition bliver forvandlet til skam og skyld for ikke at kunne leve op til gennemsnittet og de forventninger, der lægges på hende. Så lad os endelig huske på den der gamle floskel om, at vi alle er forskellige, og det er ok. Og lad os praktisere denne tro: Lyt til moren. Lad det være ligeså vigtigt at lytte til hjertet som til hjernen.