Denne krisetid er en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer for lige netop os. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie, skriver psykolog Anne Rom.

Med coronavirussens indtog blev vores hverdag med et ændret. Strukturerne blev kastet op i luften og landede i helt andre former og forventninger end dem, de fleste er vant til fra det hamsterhjul, der ofte kører på højtryk i landets børnefamilier. Og hvis det at have to fuldtidsjob ikke var nok, kan vi nu også udforske muligheden for at være fuldtidslærere og hjemmepassere.

Der er ikke noget at sige til, at mange føler sig pressede. Men prøver vi at fastholde normaliteten i denne unormale tid, er der fare for, vi knækker halsen. Det er at sætte ambitionsniveauet for højt.

Kulturens magt

I stedet er denne krisetid en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer for lige netop os. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie.

Som al anden kultur er utallige normer indlejret i os som ubevidste ”regler” for, hvordan vi skal opføre os og indgå i samfundet. Der er derfor ikke noget at sige til, at vores kulturelt indlejrede ide om, at børn skal gå i skole hver dag og skal lave lektier, ligger så dybt i os som en naturlov, der for alt i verden ikke må brydes. Selv i en krisetid som denne pacer vi og institutionerne os selv og vores børn til at efterleve den.

Men hvorfor krampagtigt holde fast i en opgavestrøm, der hører en anden tid og andre rammer til?Børn lærer af at være nysgerrige, af at opleve og undersøge, og især hvis det sker sammen med en anerkendende, rummende og mere vidende person. De bedste situationer for læring er altså, hvis det føles som en leg, hvor forudsætningen er tryghed. Om det er opgaven på Aula eller at lære at lave snobrødsdej til et bål i haven, er for så vidt underordnet i en begrænset tidsperiode som denne – i hvert fald for de mindre skolebørn.

Fælles for både de store og små er, at et læringsrum, hvor man bliver støttet og set som den, man er, i stedet for at blive presset ned i foruddefinerede læringskasser, er noget, der giver selvværd og mod på læring længe efter denne tid. Så I har nu som forældre en unik chance for at få indblik i jeres børns måde at tilegne sig viden på. Hvad de trives med, hvornår de føler sig kompetente, og hvornår de vakler. Det kan være en kæmpe gave for at støtte dem bedst muligt i den ellers så strømlinede skoleform efter krisen.

Jeres egen løsning er bedst

Så stop op et øjeblik. Se på hinanden. Og spørg så, hvad der er bedst for JERES familie. Er det at skabe en ny struktur med tydelige forventningsafstemninger om tidslige rammer? Eller er det at være mere laissez faire, hvor børnene har frihed under ansvar? Hvis I står i dilemmaet om enten at bruge tiden på arbejde eller hjælp til lektier, så er mit råd at droppe illusionen om at kunne gøre begge dele på én gang.

Du kan lave en plan, hvor du på skift kan hellige dig fuldt ud til enten arbejde eller børnene, så du har ro til at være mere nærværende i det, du gør. Dog med øje for, at enhver plan ikke går nøjagtig som planlagt, og du sikkert vil blive afbrudt i din ”arbejdstid”, selvom du har sat børnene foran tv-et, eller partneren passer.

Pointen er, at vejen til trivsel går, som den oftest gør, igennem de svære fravalg, hvor man handler ud fra ens værdier, også selvom det gør ondt. Noget må der skæres fra. Det er et vilkår i denne tid. Er du i tvivl om, hvad der er dine værdier, så prøv for eksempel at spørge dig selv, hvad du gerne vil huske denne lockdown-tid for. Hvilke minder skal I komme ud med på den anden side? Hvad vil du gerne have fået fra hånden?

Tre råd fra en mor

1) Taknemmelighed for det, vi trods alt har, og det, der fungerer, i stedet for det, vi ikke har. At fokusere på det, denne periode giver, i stedet for det, den tager. At vi lever i et velfærdssamfund, hvor der er hjælp at hente, hvis uheldet er ude. At vi har hinanden, og de måder, vi som familie fungerer sammen på.

2) Respekten for hinanden og vores forskelligheder, så vi kan give hinanden det, vi hver især har brug for – og at vi kan sige det højt, når vi har brug for den andens hensyn eller hjælp.

3) Fleksibiliteten. Jeg bliver nødt til at flytte mig lidt på alle fronter. Vi må kunne rumme hinanden og give plads, både fysisk og mentalt, for at det hele kan gå op.

Du kan ikke nå det hele

Uanset hvilken løsning, der er den rigtige for jer, så husk på, at børn ikke kan fyres fra skolen.

Det er ok ikke at kunne nå det hele. Det er et vilkår i øjeblikket. Og du kan kun være til stede ét sted ad gangen.

Denne mulighed for intenst samvær kommer måske aldrig igen, så at bruge tiden på noget af det, du har savnet at kunne lave med din familie derhjemme, kommer du højst sandsynligt ikke til at fortryde.