Angst er en underlig størrelse: Den har ophav i vores dybeste rødder for overlevelse, men kan gøre os totalt sårbare og være fuldstændig livshæmmende, når den ruller med 100 km i timen. Dens mission er at beskytte os, men får vi for meget af den, gør angsten os meget mere sårbare i livet med sin lammende effekt. Og dette paradoks er netop hvad dette indlæg skal handle om.

Angst er en underlig størrelse: Den har ophav i vores dybeste rødder for overlevelse, men kan gøre os totalt sårbare og være fuldstændig livshæmmende, når den ruller med 100 km i timen. Dens mission er at beskytte os, men får vi for meget af den, gør angsten os meget mere sårbare i livet med sin lammende effekt. Og dette paradoks er netop hvad dette indlæg skal handle om. For folk der har oplevet angst, er det ofte noget af det værste de ved. En kvælende fornemmelse, man vil gøre alt for at undgå. Men i efterfødselstiden har den også en vigtig funktion, så i stedet for at se angsten, som en fjende, vi vil af med, kan vi komme meget tættere på et liv i balance, ved at se den som en medspiller. En medspiller, der dog skal tæmmes, så den ikke løber løbsk.

 

Herunder kan du læse om:

• Hvordan kan angst se ud i efterfødselstiden?
• Hvad adskiller efterfødselsangst fra almindelig angst?
• Hvorfor er vi i konstant alarm-beredskab som mødre?
• Hvad skal du være opmærksom på for at angsten ikke bliver til en efterfødselsreaktion?

I de næste par uger, vil jeg udgive resten af serien om angst i efterfødselstiden. De følgende kommer til at handle om, hvad du kan gøre for at håndtere en angst i efterfødselstiden, hvordan
min egen angst i efterfødselstiden så ud, og hvordan usikkerheden i forældreskabet eller livet generelt kan være ophav til angst.

 

 

Hvordan ser en angst i efterfødselstiden ud?

Vi kan ikke bare sige at angst er angst, for angst kan virkelig føles og optræde forskelligt fra person til person. Både hvad angår symptomer, triggere og årsager.

Men de fleste vil beskrive det, som en følelse af at være bange, med en stærk uro og sammentrækning i kroppen samtidig med tanker eller forestillinger om noget ubehageligt vil ske.

I efterfødselstiden er angsten koblet sammen med den dybe omsorg vi har for vores børn, og kan derfor være virkelig svært at skelne fra dette. Nogle gange tager angsten dog magten, så den hindrer os fra at mærke de varme følelser i omsorgen.

Mange oplever angsten i efterfødselstiden, når de bliver bange for at baby pludselig skal stoppe
med at trække vejret, når h*n sover, og tjekker derfor babys vejrtrækning mange gange i løbet af en lur.

For andre giver det udslag i at de får søvnproblemer, fordi de er bange for ikke at være vågen, hvis der skulle ske noget med baby, mens de sover, eller ikke kunne høre det, hvis baby stopper med at trække vejret.

Nogle bliver angste for at skade baby, fx ved at give dem noget forkert at spise, og bliver derfor årvågne omkring at alt baby spiser er ”det rigtige”.

Nogle oplever angst for at komme for langt væk fra huset, især hvis man har en baby, der græder meget og har svært ved at stoppe med at græde.

Der er også mange, der oplever angst ved at skulle være alene med baby, hvis der nu skulle ske noget med dem selv, så de ikke kan være der for deres baby.

Uanset hvordan du oplever angst, er det ikke noget du skal skamme dig over. Du er ikke i stykker, men dit system er i overdrive, fordi du er i gang med at passe på det vigtigste i dit liv.

 

 

Hvad er forskellen på bekymringer, frygt og angst?

 For at forstå, hvad angst i efterfødselstiden egentlig er, så skal vi lige skelne mellem de tilstande
som har nogenlunde samme symptomer som angst, nemlig bekymringer og frygt.

De er alle tre på samme skala, hvor bekymringer er i den milde ende af skalaen, mens frygt og
angst er i den anden ende af skalaen, og ofte handler om liv eller død (dette indebærer også
’social død’, altså at blive udstødt af en gruppe).

Bekymringerne kan skubbes væk med en koncentreret indsats, hvorimod frygt og angst kan føles
som et tog, der kommer buldrende lige mod os i stuen og overtager magten over os. Det er ikke lige til at stoppe eller skubbe til side.

Frygt og angst ligner meget hinanden, og ordene bliver ofte brugt om det samme. Men i psykologien skelner man dem, som hjerneforskeren Ledoux definerede det i 1996: Frygt er igangsat af et ydre objekt, mens angst opstår inde i individet selv.

Dvs. at ved frygttilstanden er man bange for noget, der er reelt livstruende lige nu og her, som fx hvis vi faldt ned på skinnerne og et buldrende tog, virkelig kom lige imod os.

Ved angst er det derimod mere tanken eller forestillingen om det, der kunne ske i en situation, der giver ubehaget. Situationen i sig selv er ikke livstruende, og risikoen for at katastrofen rammer er ofte meget lille. Fx kan man have angst for at gå på tog-perronen, fordi man forestiller sig, at falde ned på skinnerne, lige når toget kommer.

Så frygt er mere rationel, mens angst er mere irrationel.

Efterfødsels-angsten er ikke som ”almindelig angst”

 Så hvad kan man så kalde den angst vi oplever i efterfødselstiden?

Den naturlige angst vi får som nybagte forældre, kan man kalde en overdimensioneret bekymringstilstand. Og det hører sammen med det kæmpe ansvar man får, når man bliver forældre, og er en vigtig del af vores evolutionære forældre-system.

Så ”angst i efterfødselstiden” indeholder både bekymringer, frygt og angst. Det er ikke kun irrationelle tanker, som der er meget lidt sandsynlighed for sker.

For når et barn fødes, fødes også et menneske, der er fuldstændig livs-afhængigt af, at der er nogen, der tager sig af det døgnet rundt. Det handler om liv eller død, og det er os, som forældre, der bærer det fulde ansvar.

Vi har ikke råd til at gamble med vores babys liv. Så alarm-systemet sættes i konstant beredskab, så vi kan sikre babys overlevelse. Især hos moren spytter kroppen kæmpestore mængder kortisol og adrenalin ud i kroppen, for at gøre os årvågne og modtagelige overfor et hvert lille tegn på, at baby har brug for os.

Der er altså en reel, ydre trussel, der aktiverer vores beskyttersystem, og som udløser hensigtsmæssige frygt-reaktioner, hvis der skulle opstå fare.

Antennerne er ude, så vi reagerer voldsommere på små faresignaler

 Vi bliver derfor bedre til at aflæse mikro-ændringer i ansigter, vi bliver lyd-sensitive, så vi kan reagere på bittesmå knirk, også midt om natten, og vores tanker bliver biased mod eventuelle katastrofer, så vi er parate til at reagere, hvis de skulle komme.

Vi har antennerne ude, og de kan ikke slukkes – så vi bliver også sensitive overfor ændringer og støj i omgivelserne generelt.

Ofte får vi tanker om noget, der ikke handler om liv eller død, men som indebærer en mindre
risiko fx sygdom eller ubehag hos baby, og så opstår der bekymringer – den milde ende af skalaen.

Men vi får også tanker, der forestiller sig, at der potentielt kunne ske noget farligt, og da vores krop er i alarmberedskab, og ikke vil gamble med vores børns liv, reagerer vi som var det

katastrofen der ramte. Og så er der tale om angst, fordi der objektivt ikke udspiller sig en livstruende situation nu og her.

Det kunne være at baby faktisk sover dybt og roligt, men fordi man har læst tusind foldere om vuggedød, kan man få svedige håndflader og hjertebanken og springe op ad sofaen, for at tjekke vejrtrækning, fordi man frygter at stilheden er associeret med livsfare.

Disse ”overdrevne” reaktioner, indeholder altså også en rationel frygt, som er essentiel for at så
mange babyer har overlevet igennem tidens løb. Angsten er en helt naturlig og vigtig del af morens omsorg.

Det er uhyre vigtigt, at alarmsystemet, er skruet op, så hun er opmærksom på eventuelle fare og behov hos baby, og derfor må angst i efterfødselstiden altså ikke behandles på samme måde som angst uden for efterfødselstiden, hvor målet er at fjerne den helt.

Hvornår bliver angsten til en efterfødselsreaktion?

 Så selvom jeg vil påstå at angst er en del af ethvert moderligt omsorgssystem, så skal det heller ikke tage overhånd. Det er vigtigt, at beskyttersystemet ikke er i overdrive hele tiden.

Er vores monitorering af os selv eller baby alt for høj, begynder det at være en angst, der kan
overtage vores fornemmelse af, om der overhovedet er potentiel fare på færde eller ej. Og så bruger vi alt for meget energi, i forhold til hvad vi har til rådighed.

Du kan genkende en angst, der er ved at løbe løbsk, ved at have disse opmærksomheder:

• Hvis angsten overtager magten i størstedelen af tiden, så du pludselig undgår visse situationer, der ville være naturlige og gode for dig og baby…
• Hvis tjekkeadfærden bliver så voldsom, at du ikke kan andet, på visse tidspunkter af dagen…
• Hvis angsten begynder at overdøve glæden ved at blive forældre…
• Hvis angsten hindrer dig i at få søvn eller andre pauser…

…så begynder det at blive noget du skal tage hånd om.

Konsekvensen kan blive en efterfødselsreaktion, hvor du bliver tom og pirrelig. En efterfødselsreaktion, hvor du brænder ud og dermed netop får sværere ved at være der for din baby, som den mor du gerne vil være. Hvilket sætter endnu flere bekymrings- og angst-tanker i gang.

Hvad kan du gøre for at håndtere angsten?

 Første skridt, er at kigge med milde øjne på dig selv, og ikke se på angsten som noget der er galt med dig, og noget der skal væk før du kan være en god mor. Og det gælder uanset om det er efterfødselsangst eller almindelig angst.

Angsten er netop et bevis på din omsorg og at du er en god mor, så prøv i stedet at se på det, som om at dit beskyttersystem er kommet i overdrive. Og at dit beskyttersystem som udgangspunkt er noget virkelig vigtigt som menneske og som mor; en gave du har, som blot er skruet for højt op.

I efterfødselstiden kommer det af din instinktive evne til at være opmærksom og beskyttende overfor dit barn – det er en del af dit omsorgssystem, som er det allervigtigste for at kunne være mor. Så nu er opgaven, at få det skruet ned på et passende niveau, så det ikke lammer dig eller får overtaget i situationer, som du faktisk klarer helt fint.

Ved almindelig angst, handler det om at blive opmærksom på sine tankemønstre og kunne kigge på dem lidt udefra: Er det en irrationel tanke? Hvad er mere realistisk? Kan du udfordre angsten, så du får modbevist faren?

Fx ville man fjerne tjekkeadfærd og undgåelsesadfærd, fordi det forstærker angsten ved at bekræfte overfor os selv, at der reelt er en fare på færde. Men almindelig angst er jo defineret ved at være irrationel, så der er ingen reel fare.

Der er der dog ved angst i efterfødselstiden, som lige er blevet beskrevet. Så vi skal passe på med
helt at fjerne tjekkeadfærd og undgåelsesadfærd, for angsten er ikke irrationel, da det er en del af vores overlevelsesadfærd som mennesker.

Vi må endelig ikke helt slukke for vores evne til at være utrolig opmærksom på vores barns ve og vel. Hvis vi ikke havde et beskytter-system der kunne være tændt og fungerede, så ville der være meget færre børn, der overlevede i denne verden.

En mors intuition er uforklarlig og uhåndgribelig, så nogle gange skal vi stole på vores frygtsomme fornemmelse, og undersøge det, vi er bekymrede for, fordi vi som mødre, nogle gange netop spotter noget der er galt, langt før alle andre omkring os.

Men vi skal ikke tjekke hele tiden eller undgå situationer, der er gode for os og baby, blot for at undgå ubehaget ved angsten. Vi kan kigge på de katastrofetanker vi har, og bruge mindre tid på
dem, som reelt ikke er sandsynlige. Vi kan på den måde øve os på at kende de reelle faretruende situationer fra de irrationelle.

Du kan øve dig på, at skrue ned for tjekkeadfærden og tage flere pauser til dig selv, især når baby sover, og øve dig på stole på, at du gjort det du kan, for at baby har det godt, og at det er godt nok.

Du kan læse om hvordan du gør det helt konkret i min Guide til at håndtere angst i efterfødselstiden.